PRAKTISK INFORMATION OM GUTTER ISLAND 2026
Herunder kan du læse om transport, parkering, camping, toiletforhold, regler for festivalpladsen mm. Mere info tilføjes løbende.
Billetinfo
Til Gutter Island kan du købe en festivalbillet. Og det var det. Vi sælger ikke endagsbilletter eller alle mulige særlige slags billetsammensætninger, det er sgu for fjollet. Gutter Island er nemlig både en festival og et fællesskab der er så fedt, at vi regner med at du gider at bruge hele weekenden sammen med os! Din festivalbillet gælder fra, vi slår porten op til camping torsdag kl. 16 og til og med at Gutterbussen kører retur til hovedstaden søndag kl. 12 og koster i år 1200 dask.
Billetter kan købes her: https://stars.dk/event/142500
Telt er inkluderet i din billet og koster derfor gratis. Til gengæld skal du købe p-plads til din campingvogn. 1 billet pr. vogn. Campingvognspladser er pt. udsolgte indtil vi får målt endeligt op og snakket med brandmyndighederne midt på foråret. Hvis du er frivillig, skal vi nok finde plads til dig - mere om det i din mailindbakke.
Skal vi klare transporten for dig? Så tag med Gutterbussen fra København direkte til festivalen!
Direkte link til tilkøb af bus: (hvis du også skal bruge en festivalbillet skal du bruge linket ovenover og vælge bus som tilkøb) https://stars.dk/#select/142521
Transport
Du kan komme til Gutter Island ved:
Egen transport. Der er fri parkering i forbindelse med festivalen. P-pladser bliver anvist ved ankomst.
Tog til Vordingborg st. + bus 760 mod Sakskøbing (8 minutters gang fra stoppested)
Gutterbussen. Festivalens egne busser kører fra DGI-byen i København torsdag med forventet afgang kl. 16:00. Bussen kører retur til København søndag kl. 12-nul-dut. Hvis du vil med Gutterbussen skal du have en festivalbillet og have tilkøbt bustransport.´
Camping
Campingområdet er åbent fra torsdag kl. 16.00 til og med søndag kl. 12.00. Nej du kan ikke komme før, for der er vi simpelthen ikke klar.
Campingområdet er samme størrelse som det plejer, og I er flere og flere, der kommer med en campingvogn. Vi skal nok finde plads til alle, der har en gyldig campingbillet, men vis hensyn. Så bliver du gode venner med din nabo!
Der er mulighed for at sove i telt eller campingvogn v. festivalpladsen. Telt er gratis, campingvogn koster. Du skal have en campingbillet købt via Stars.dk for at måtte stille dit hus-på-hjul på campingarealet. Ingen arme, ingen kage.
Der må ikke parkeres køretøjer på campingarealerne, medmindre de er beregnet til at sove i (nej, din bil er ikke beregnet til at sove i), siger brandmyndighederne. Dvs. at motorcykler skal parkeres på parkeringspladsen, ikke på teltarealerne.
Det er ikke tilladt at tage egne drikkevarer med ind på selve festivalpladsen. Campingområdet har ikke samme restriktioner, men husk at efterlade jeres plads, som I modtog den. Der udleveres skraldesække og lommeaskebægre ved ankomst, så man kan rydde op efter sig selv.
Der må ikke tændes op for hverken bål, brændsel, primus o.lign. på campingområdet. Alt åben ild er no-go. Hvis du er træt af det, må du selv ringe til brandmyndighederne og brokke dig. Men kom lige op på pladsen og få en bid mad og en dugkold bajer sammen med os andre først, æk’?
NB: Det er ikke muligt at trække strøm, vand og afløb til camping.
Toiletforhold, badning og vandposter
Der er naturligvis rigeligt med toiletter på såvel festivalpladsen som på campingområdet, og et badeområde inde ved festivalpladsen.
Badning i havet er som sædvanligt tilladt, men på eget ansvar. Der er ikke etableret badestrand i forbindelse med festivalen. Stenene er glatte og vandet er vådt - pas på!
Der vil være opsat vandposter på festivalpladsen, hvor man kan hente drikkevand.
Betalingsmuligheder
Det er muligt at betale for mad, drikke og merch med almindelige betalingskort og kontanter.
En god oplevelse for alle
Gutter Island er noget vi skaber sammen, og for rigtig mange mennesker er det et frirum og en tryg base i et stort festivallandskab. Vi opfordrer til at hjælpe hinanden med at sørge for at alle tager glade og trygge fra Gutter. Invitér hinanden med ind i festen og sørg for at alle synes det er sjovt. Hvis du har en dårlig eller utryg oplevelse på Gutter, kan du altid komme hen til Sorte Kors, som både kan tage sig af dig fysisk og psykisk. Der er også altid ædru og vågne kontorvagter oppe ved fortmesterboligen, som ligger ved siden af tjek-ind.